Kultur og Kirke
Fra Gedved Kulturhus til Giro d’Italia – aktiviteter i og omkring Gedved
Initiativrige medborgere og en fantastisk placering midt i Østjylland gør, at en adresse i Gedved er ensbetydende med adgang til et begivenhedsrigt kulturliv – året rundt. Man behøver derfor ikke bevæge sig udenfor Gedved for at få indhold i livet, med de mange tilbud som byens borgere har stablet på benene:
I Gedved Musikhus, der er en del af Gedved Kultur- og medborgerhus, kan lokale musikere øve med hinanden i professionelle øvelokaler, og de kan lave optagelser i et moderne lydstudie med alt, hvad der hertil hører. Løbende arrangeres koncerter med husets musikere og udefra kommende bands.
Også Gedved Skole danner ramme om musikalske oplevelser, når koret Mixit hver uge mødes til øvning og obligatorisk hygge. Genrerne spænder her over alt fra pop og rock, til gospel, jazz og viser.
På Gedved Bibliotek kan man låne et bredt udvalg af bøger, og der holdes løbende arrangementer i form af alt fra spændende foredrag og litteraturoplæsninger til ølsmagning, internetkursus m.m.
For det grå guld over 62 år findes Kattrup Tolstrup Pensionist Forening, der i vinterhalvåret arrangerer køreture, banko, julearrangementer og foredrag om spændende emner.
Tolstrup Kirke og Kattrup Kirke fungerer som samlingssted for mange, med gudstjenester på alle søndage og helligdage. Til jul plejer vi i øvrigt at have Danmarks – tør vi godt sige – hyggeligste julegudstjeneste!
Unge tilbydes et væld af muligheder i Gedved Ungdomsklub, som er en del af Horsens Ungdomsskole. Her arrangeres der fester, rockkoncerter, filmaftener og hyggelige arrangementer med fællesspisning o.l., og hvis man har lyst, kan man gøre brug af de mange tilbud som Horsens Ungdomsskole også har, i form af rejser, knallertkørekort og meget andet.
Med bil eller offentlig transport er det i øvrigt nemt at komme til omkringliggende byer som Horsens, Vejle og Aarhus, hvor man bl.a. kan finde verdensberømte kunstmuseer, superligafodbold, festivaler, store rockkoncerter og et væld af scener for teater, dans o.l..